3 små historier fra det derude – bragt i Folkebladet Djursland i juli 2013
Snorkel intro
Vi starter med bare at sætte os ned i vandet, og vi er alle iført en våddragt. Der lyder diverse sjove lyde fra deltagerne, og som instruktør kan man lige så godt vente det minut eller 2 der går inden kroppen har fået varmet våddragtens vand op. For mens det stadig er koldt eller køligt så er vores gæsters fokus ikke der hvor det skal være, nemlig på næste del af instruktionen. Næste fase er at opleve opdriften i en våddragt, derefter tager vi masken på. Vi oplever nu, at vi kan se havbunden og ønsker nu at kunne kigge mere, men vi afbrydes hele tiden af vores lungers ønske eller krav om frisk luft. Så er det jo godt at vi også har en snorkel med, den er så næste del af introduktionen. Vi oplever nu, at vi kan trække vejret fuldstændig ubesværet mens vi kigger ned på havbunden og ser krabben gå sidelæns jagtende efter noget at spise. Men hvad nu hvis der kommer vand i maske eller snorkel, det er ganske let at få ud, så vi fylder masken med vilje, for så ved vi hvad vi skal, hvis det sker ved et uheld. Næstsidste del af indledningen handler om svømmefødder, så kommer vi meget lettere frem. Alle får forklaret hvordan man svømmefødder bruges mest effektivt, og så mangler vi blot sikkerhedsaftalerne. Første gang er vi kun hvor vi kan bunde, vi aftaler makkerpar og enkle håndtegn. Så venter oplevelserne under havets overflade – du finder os dagligt i Fjellerup og regelmæssigt i Grenaa.
Den store Kystvandring
Etape 4 af den store Kystvandring blev meget hurtigt omdøbt til store vadetur. Etapen gik fra Rygårde til St. Sjørup, og undertegnede turleder tog det med kystvandring meget alvorligt og ganske bogstaveligt. Det betød, at deltagerne blev inviteret med til at passere Hevring skydeterræn i vandet, rent faktisk på den store sand ø som er opstået neden for terrænet. Jeg havde gået turen før, men ved lavvande, det betød at vi gik i vand til midt på lårene for at komme ud til øen, her kunne vi så gå godt en kilometer inden vi atter skulle krydse det store dyb. Det var en sjov og stor oplevelse, og jeg kan høre at oplevelsen i hvert fald ikke er blevet mindre i takt med at deltagerne fortæller om det. Du kan nå at være med endnu – der venter 4 etaper mere.
Fjordens Friske Fisk
Gæsterne iføres redningsveste og fordeles i de små joller. Inden da er alle grundigt orienteret om dagens program, men det bliver alligevel altid nødvendigt at gentage mange af informationerne flere gange, måske fordi oplevelsen er uvant. Men af sted kommer vi, på tur efter vores nedgarn. Et nedgarn er et fiskegarn der står nede på bunden af fjorden/havet og fisker efter især fladfisk. Garnene er markeret med flagbøjer, så dem bliver der holdt skarpt udkig efter. Men fundet bliver de, taget ombord i jollen og så bliver garnet trukket op i de medbragte baljer. Vi er aldrig i tvivl om, når der bliver hevet en fisk eller krabbe ombord, der bliver jublet og hvinet når fisken spræller. Når de 2 gange 40 meter garn er i baljen er det tid til at få fisk og krabber ud af garnene. Når forholdene tillader det sker det på vandet, fiskene bliver målt, og undermålere sættes forsigtigt tilbage i vandet. Resten af fangsten og alle krabberne tages med tilbage til Fjordcentret, her er udfordringen så at få dem lavet om til noget vi kan spise, men inden tager får vi en god snak om hvordan en fisk er indrettet, og vi sammenligner hele tiden med os selv. Men vi får fisken renset, tændt et bål og så er det bare at sige velbekomme.
I ønskes alle en god sommer.