Nogle gange laver man noget mens man tænker, hvorfor er det lige, at jeg skal det her. Hvem får noget ud af det. Giver det mening, eller er det blot en eller anden form for tidsfordriv. Nogle gange giver det ikke mening, men det er sjovt eller hyggeligt, og så deltager jeg med smil på læben, andre gange giver det ikke mening, og så kan jeg godt blive lidt træt. For ikke så længe siden havde jeg et møde med en skoleleder, som fortalte, at mange børn i skolen ikke aner hvorfor de er i gang med præcis det de laver. De aner det simpelthen ikke, og så kan jeg godt forstå, at en enkelt eller 7 bliver ukoncentrerede, og laver alt muligt andet. For mig giver det rigtig god mening, at eleverne (og alle vi andre) ved hvorfor vi laver det vi nu gør, og hvor det skal føre hen. I en læringsproces er det også godt at vide, hvor langt der er til målet, og også hvornår og hvordan der er udsigt til at nå målet. Jeg er matematisk student, det er ganske vist en hel del år siden, men jeg fik aldrig lært det der med integralregning. Måske fordi jeg aldrig helt forstod hvad jeg kunne bruge det til. Derfor har jeg i rigtig mange år, været meget optaget af, at ting skal give mening.

Jeg er medlem af en kajakklub og vi øver lige nu teknik og redninger i svømmehallen. Vandet er klart og ikke mindst dejlig varmt. Det betyder, at man rigtig kan nørde med detaljerne. En tirsdag aften havde jeg sat mine klubkammerater i gang med en øvelse. En af deltagerne syntes, at det var ganske svært og hun væltede mange gange, og måtte lige høre en gang til, hvad hun skulle bruge den øvelse til. Øvelsen er en vigtig del af afslutningen på et grønlænder rul. Den faste joke med grønlænderrul er jo altid, at alle kan et halvt rul. Vi er nogle der gerne vil rulle hele vejen rundt.  Mange gør dog opmærksom på, at det jo ikke er en badeklub de har meldt sig ind i, men en roklub. Alligevel øver vi redninger i stor stil. Så i stedet for den øvelse der er en del af et rul gik hun og jeg i gang med at øve et såkaldt støttetag. Kan man sine støttetag, så behøver man ikke at kunne rulle, for så undgår man at vælte. Så deltageren gik i gang med støttetag – det gav mening for hende.

For et par år siden havde jeg fornøjelsen af, at have en blandet flok af vindmøllefolk med på Grenaa strand, det var en mørk aften, lunt, stille og meget, meget mørkt. En af deltagerne kom lige så stille hen til mig og spurgte på tysk; hvorfor er det lige vi gør det her? Jeg spurgte hende, om hun nogen sinde før havde gået en tur i mørke langs med en strand. Det havde hun ikke, for hun var født og opvokset i Hamborg, og i en storby bliver det aldrig rigtig mørkt. Vi fik en god snak om hvilke sanser hun nu skulle have i brug på sådan en aftentur. Vi havde en forrygende tur med stjerner og smukke genspejlinger fra Grenaa by. Min tyske gæst fik en rigtig god aftentur som for øvrigt blev sluttet af med kaffe og bålbagte pandekager. Rigtig mange danskere går heller ikke tur i mørket, og det synes jeg er lidt  synd. For jeg synes det giver nogle andre oplevelser at gå i mørket.

Skal alting så give mening, ikke nødvendigvis måske. Nogle gange er meningen måske blot den, at det skal være sjovt og hyggeligt. Men i læringssituationer skal det altid give mening, og eleven / kursisten skal vide hvorfor vi gør det her og hvad fører det til. Så får man ejerskab til egen læring, og så er vi et godt skridt på vej.

Vi er også på vej med masser af spændende tilbud i naturen i det kommende år. Vi forsøger at få det til at give mening, og få sat ting ind i en større sammenhæng og perspektiv. Igen i år kan du møde os i, på og ved vandet.

Carsten Enemark