Et grønnere fodaftryk – vores første klimaregnskab og skridtet mod en bæredygtig værdikæde
I 2023 tog vi på Kyst- og Fjordcentret et vigtigt skridt i vores arbejde mod at blive mere bæredygtige: Vi udarbejdede vores første klimaregnskab ved hjælp af Klimakompasset. Det var en milepæl, fordi det gav os indsigt i, hvor vores CO₂-aftryk er størst, og hvor vi kan sætte ind for at reducere det. At få tallene sort på hvidt var en øjenåbner – og en motivation for at handle endnu mere ansvarligt. Det er et regnskab som vi skal lave regelmæssigt, så vi kan sikre at vi er på rette vej.
Men det var kun begyndelsen. I 2023-24 deltog vi i forløbet ”Bæredygtighed i værdikæden”, hvor vi fik mulighed for at dykke endnu dybere ned i, hvordan vi som virksomhed kan tage ansvar – ikke kun for vores egen drift, men også for de partnere, vi samarbejder med. Gennem dette forløb fik vi udarbejdet vores Code of Conduct, der fastsætter vores forventninger til os selv og vores leverandører, når det gælder miljø, etik og social ansvarlighed. Forløbet var faciliteret af fantastiske konsulenter fra kontorfællesskabet ”Circular impact”, og sat i verden af VisitAarhus / Visitdenmark.
Forløbet førte også til vores første ESG-rapport. Den markerer et skift fra gode intentioner til konkret dokumentation af vores indsats inden for miljø (E), sociale forhold (S) og god ledelse (G). Vi tror på, at gennemsigtighed er afgørende for at skabe reel forandring, og ESG-rapporten er vores første skridt mod at måle og dele vores bæredygtighedsindsats mere systematisk. Samtidig har vi noget at styre efter, og at der er på skrift er også et vigtigt værktøj for ledelse, medarbejdere og vores frivillige.
I foråret 2024 ansøgte vi Horesta om at blive certificeret som ”Green Attraction”, vi fik besøg af en controller og i december kom certifikatet.
Vejen mod en mere bæredygtig virksomhed er lang, men vi har taget nogle vigtige første skridt. Nu handler det om at omsætte indsigt til handling – og vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at minimere vores miljøaftryk og styrke vores ansvarlighed i værdikæden.