Lærken synger, spurvene kvidrer, gulspurven tæller atter til 7, haslen blomstrer med de bitte små uanseelige røde blomster, vorteroden titter frem og jeg kunne egentlig blive ved med at nævne en række forårstegn. Et andet forårstegn er de mange annoncer i lokalaviserne, der indkalder til generalforsamlinger i de foreninger, der gør vores lokalsamfund levende. Det er på en generalforsamling man i høj grad kan gøre sin indflydelse gældende. Jeg ved godt, at mange bliver væk fordi man ikke vil vælges ind i noget. Det er lidt synd, at man bliver væk af den årsag. Det er lidt trist at sidde til en generalforsamling og så er blot bestyrelsen til stede.
Jeg synes det er vigtigt, at foreningens arbejde bakkes op af mange medlemmers deltagelse. Vigtigt at debattere foreningens virke fremadrettet, det giver bestyrelsen et rigtig godt mandat at arbejde ud fra. Det er også på generalforsamlingen, at man komme med sin ros og evt. kritik, det er faktisk det helt rigtige sted at aflevere kritik, især hvis det gøres konstruktivt og i en god tone.
Ud over de mange generalforsamlinger der er i vores lokale foreningsliv så kommer der også en generalforsamling der er lidt bredere, nemlig den i ”Naturpark Randers Fjords Ildsjæle” eller i Fjordfolket som de lidt mere mundret kalder sig. Generalforsamlingen foregår i Voer forsamlingshus d. 3 april kl. 19.00. Denne forening repræsenterer de frivillige som i tæt samspil med kommunale embedsfolk skal være med til at skabe Randers fjord naturpark. Der er indsendt ansøgning til Friluftsrådet om at blive godkendt som pilotpark, og der kommer svar tilbage i marts måned. Men vi forventer at blive godkendt, og hvad er det så vi skal med den naturpark. Indtil videre er der udpeget 10 særlige steder i de 2 kommuner, Randers og Norddjurs, 10 ”hotspots” 5 i hver. I Norddjurs er det Udbyhøj, Kanaløen, Voer Færgested, Stenalt dammene og Allingåbro. Nordeafonden har bevilget temmelig mange penge som sammen med kommunerne gør det muligt at ansætte en projektkoordinator i en 3-årig periode og ikke mindst etablere en række fysiske anlæg på de enkelte hotspots. Nogle ting kræver godkendelse fra diverse instanser, andre ting er på plads og som sådan lige til at gå til. Du kan læse mere om foreningen på www.fjordfolket.dk
Jeg synes det er ganske givende at være med i det fællesskab som det er, at være med i en forening og også en bestyrelse. Fordelen ved at være med i bestyrelsen er faktisk, at så har man lov til at øve indflydelse, og bede andre om at være aktive. Jeg mener det er vigtigt at en bestyrelse sætter andre i gang. Vi har jo alle glæde af det arbejde som bliver udført i foreningen, og der er mange forskellige kompetencer i en forening. Jo flere kompetencer vi kan få i spil, jo bedre er det og så bliver arbejdet for den enkelte heller ikke så stort, så kan bestyrelsesmedlemmerne også få tid til at dyrke den interesse som medførte at de oprindeligt meldte sig ind i foreningen.
Erantis og vintergækker siger snart på gensyn, men krokus, påskeliljer og anemonerne står klar til at fryde vores øjne, og det vælter frem med ukrudt. Skvalderkål skulle være ganske sundt, jeg har lidt i min have som jeg gerne forærer væk.
I ønskes alle et godt forår
Carsten Enemark
Kyst- og Fjordcentret