Effektivt og skadesforebyggende

Elegant er også effektivt

For mig handler det om at bruge min energi rigtigt, derfor vil jeg godt nørde med teknikken. Det er min erfaring, at når det ser elegant ud, så er det også effektivt.

Brug hele kroppen

Fremadroning er ligesom så meget andet i en kajak en hel krops oplevelse. Du bruger mange muskler, og især de store mavemuskler. Når der er belastning på pagajen, så er dine arme strakte. Både den du trækker med, og den du skubber med. Det kan du bedst når du roterer i overkroppen, og du kan med fordel åbne den øverste hånd lidt, og på den måde øge blodtilførslen til de fingre. Når du ror rigtigt og mest effektivt så ror du med hele kroppen. Dvs. dit tag begynder faktisk med, at du strækker vandbenet og letter presset på det andet ben. Du skal også have din hofte med. 

Altså ret dig op, læn dig lidt fremover, sæt pagajen i så langt fremme som muligt. Stræk vandbenet, roter i overkroppen mens du foretager dig tag. Hold så vidt muligt dine arme strakte mens der er belastning på bladet.

Høj rostil

Den høje rostil giver masser af fart, men ikke så meget stabilitet. Du sætter din pagaj i så langt fremme som muligt, og så tæt på kajakken som muligt. Mens du trækker i pagajen med den højre hånd, så skubber du med venstre, og samtidig strækker du dit højre ben, og bøjer det venstre. Hold armene strakt mens du foretager trækket. Pagajen skal være så lodret som muligt, når du når hoften kan du tage pagajen op, og så må du godt bøje armen. Der er ingen grund til at løfte en masse vand. Du gentager du hele bevægelsen i den anden side.

Lav rostil

Du sætter pagajen i så langt fremme som muligt, men længere væk fra kajakken. Denne stil giver mere stabilitet i kajakken, men giver også mindre fart, og gør samtidig at kajakken svinger lidt mere fra side til side. Husk også her at stoppe taget inden du begynder at løfte en masse vand.

Prøv også

For at øge din rotation i overkroppen kan du med fordel flytte pagajen over og røre den modsatte side af kajakken inden du sætter pagajen i vandet på den rigtige side.