Årets sidste klumme kan både bruges til et tilbagekig og til at være fremadskuende. Sådan gør vi jo, det er jo en tradition, og julen er fyldt med traditioner, både de gode traditioner og så dem der blot er traditioner. Så jeg vil gerne starte med, at ønske alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. 2011 har været et spændende år med masser af udfordringer og oplevelser sammen med glade og nysgerrige gæster. Det der optager os lige i øjeblikket er mangesidigt. Dels har vi fået Bålhuset rigtig godt i gang med foredrag og arrangementer af forskellig karakter. I 2012 vil vi udvikle endnu mere på de koncepter vi er kommet godt i gang med. Vores RIB – Havørnen har vi også godt styr på. Glæde, fart, hygge, frømandsafsæt, sæler, marsvin og fiskeørne er nogle af de ingredienser som også har været en del af oplevelserne i Havørnen.
Denne klumme skrives den 20. december og selvom det er gråvejr, så kan jeg se på min solkalender, at eftermiddagen i dag bliver 1 minut længere, og det bliver eftermiddagene så det næste halve år. Det er vintersolhverv den 22 december, årets korteste dag, men først den 3. januar bliver også morgenen længere.
Naturvejledningen i Norddjurs bliver samlet i en formidlingsenhed, og på Fjordcentret glæder vi os over at det ansvar, der fremover påhviler os, med at komme rundt med naturvejledertilbud i hele Norddjurs kommune. Lige nu forhandler vi med Norddjurs kommune og forventer, at det hele falder på plads i løbet af januar måned. Vi er godt i gang med at planlægge ture og aktiviteter i hele kommunen. Stadig med meget fokus på Fjordcentret, men nu også med fokus på de 2 blå flag stationer i Fjellerup og i Grenaa. På Fjordcentret har vi i rigtig mange år haft stor glæde af vores mange frivillige som er er organiseret i foreningen ”Skrubbelauget”. Vi vil i begyndelsen af det nye år tage initiativ til at lave noget lignende i Grenaa omkring Klitten og forhåbentlig også i Fjellerup. Meget mere vil følge, dels her i avisen og dels på vores hjemmeside.
Jeg har desuden fornøjelsen at sidde med i bestyrelserne for Djurslands Turistforening og for Destination Djursland. Tidligere i 2011 fik vi i turistforeningen henvendelse om støtte til bord/bænk sæt. Ansøger fik et svar om at ideen er god og at vi vil se positivt på støtte når vi har undersøgt hvor det også vil være oplagt med et antal bord/bænksæt. Der er derfor nedsat et lille udvalg som tager en tur rundt i foreningens dækningsområde for at se hvor det vil være oplagt. De steder kan vi jo passende kalde for ”kaffepletter”, og der er mange steder på Djursland som fortjener et besøg. Nogle steder er det godt med nogle faciliteter, andre steder er det bestemt en fordel at der forstyrres så lidt som muligt.
Jeg kommer her med 3 bud på steder i Norddjurs som er oplagte til et besøg:
Bakkehuset
En hel nyt kaffeplet finder vi i bakkerne i Ørsted. Der er opført et meget
smukt træhus, et madpakkehus, som meget passende har fået navnet Bakkehuset.
Her kan den medbragte kaffe eller madpakke nydes før, under eller efter en tur
i skoven. Der er desuden anlagte baner til discgolf og cykelcross.
Kløverstier
Friluftsrådet har mange rigtig gode tiltag og støtter friluftsliv over hele landet, et af de seneste tilbud er projekt Kløverstier. Det handler om at skabe stier i byer og bynære områder. Fire stier á fire faste længder, 2½, 5, 7½ og min. 10 km., udspringer fra et centralt sted i byen, slynger sig rundt og forbinder eksisterende aktivitetsmuligheder og seværdigheder. Kløverruterne afmærkes med grøn, blå, rød og sort, som det kendes fra skipister. I Grenaa er den første sti indviet her i efteråret, Den sorte Kløversti (12,5 km) som er et tilbud til mountainbikere. Ruten starter på Torvet i Grenaa Centrum og fortsætter ind på det særlige mountainbikespor ved Grenaa Idrætscenter. Sporet er et 9.5 km langt og et udfordrende singletrack i den smukke natur i Grenaa Plantage.
Tustrup Gravplads
Tustrup gravplads finder du mellem Vivild og Fjellerup. Det er et fint
fortidsminde som er 5000 år gammelt. Landskabet så dengang helt anderledes ud.
Meget mere vådt, Hevring å var dengang et vandrigt åløb og havde forbindelse
med Kolind sund og Randers fjord. Djursland havde dengang karakter af noget der
minder om skærgård med utallige småøer, sunde, næs, fjorde og holme. En tur til
Tustrup er bestemt et besøg værd.
Fra 1. februar håber vi at alt er på plads med den nye formidlingsenhed og vi modtager meget gerne ønsker til hvor vi også kan lave naturvejledning, til emner eller hører fra dig hvis du gerne vil være med til at lave naturvejledning/formidling. Vi kan naturligvis ikke opfylde alle ønsker, ikke engang i den søde juletid, men det er vores intention at arbejde med flerårige planer, månedens tur etc. I hører nærmere og vi er altid åbne for dialog.
Med ønsket om et godt nytår.
Carsten Enemark
Det medsendte billede er fra juledagene i 2010.